Sundhedspolitik på vej i DGI
To medlemmer af DGIs hovedbestyrelse ser et stærkt behov for en formuleret sundhedspolitik i DGI. Den bør udformes hurtigst muligt, slår de fast efter at have deltaget i en international konference om idræt og sundhed i Frankfurt

Foto: Steen Bille
Birgitte Nielsen, næstformand i DGI, efterlyser en sundhedspolitik i organisationen
DGIs næstformand Birgitte Nielsen og medlem af hovedbestyrelsen Dorthe With er ikke i tvivl om en af DGIs mere presserende opgaver:
"Det står mere og mere klart, at vi i DGI skal have en mere klar strategi for en formuleret sundhedspolitik", slår Birgitte Nielsen fast efter at have deltaget i MOVE 2010 konferencen i Frankfurt om idræt og sundhed.
Hun siger, at emnet nu bliver et punkt på dagsordenen for DGIs hovedbestyrelse efter et oplæg fra direktionen. Der er dog endnu ikke lagt en tidsplan for diskussionen.
Men allerede nu ønsker Birgitte Nielsen og Dorthe With sig en tættere kontakt til et ministerium ud over Kulturministeriet.
"Vi bør begynde at se på Indenrigs- og Sundhedsministeriet som en ny partner i arbejdet med at fremme sundhed", foreslår de.
Bedre bud til kommuner
Dorthe With er på linje med sin HB-kollega:
"Vi har en praksis på mange områder, som rummer elementer af sundhed. Men vi mangler en klar politik".
Begge mener, at en konkret sundhedspolitik vil lette samarbejdet med landets kommuner.
Forvaltninger og politikere vil mere tydeligt kunne se, hvad DGI kan tilbyde i et samarbejde.
Det kan f.eks. være på kommunale arbejdspladser, der ofte laver sundhedsaftaler med kommercielle fitnesscentre eller Falck Health Care. Hvorfor ikke de foreningsbaserede motionscentre?, spørger de.
"Vi må dog se i øjnene, at DGI ikke selv har fulgt op på Breddeidrætsudvalgets rapports forslag om at indgå partnerskaber for at gøre inaktive aktive", erkender Birgitte Nielsen
Oplæg som øjenåbnere
Især to oplæg på MOVE 2010 konferencen får de to HB-medlemmer til at efterlyse en sundhedspolitik:
Professor dr. Brian Martin fra Zürichs Universitet. Han hævdede bl.a., at sundhedssektoren kan tage ledelsen af arbejdet med at fremme fysisk aktivitet, hvis ikke idrætsorganisationerne gør det.
Professor dr. Walter Brehm fra Bayreuths Universitet og vicepræsident for almen gymnastik i Deutscher Turner-Bund.
Han præsenterede en "trappe" over fire trin, der skal gennemføres for at gøre en inaktiv person aktiv.
Noget der snarere kræver tre-fire års arbejde end det ene år, der hidtil har været overbevisningen. Og en proces hvor det sociale samvær spiller en stor rolle.
Desuden pegede han også på samarbejdspartnere som læger, forsikringsselskaber, medier og kommunale myndigheder som en forudsætning for at lykkes med den proces.

Foto: Steen Bille
Dorthe With mener, at DGI kan få bedre fat i kommunerne med en klar sundhedspolitik
Pres fra andre aktører
Professor Brian Martin gør det klart, at man kun kan fremme fysisk aktivitet ved at kombinere angrebsvinkler og kræfter over længere tid.
I den konstatering hører Birgitte Nielsen en vigtig opfordring til samarbejde med andre aktører.
"Vi kan nok kun udleve en sundhedsstrategi og -politik ved at gå ind i et samarbejde", siger hun.
"Vi kan enten blive frustrerede over at se så mange aktører på "markedet" eller finde vores egen strategi og søge samarbejdspartnere ud fra den. Det har vi bare ikke fokuseret nok på hidtil", tilføjer hun.
Dorthe With supplerer hende og advarer:
"Griber vi det ikke i DGI, gør fysioterapeuterne eller andre det. Men jeg tror, at foreningerne gerne vil have, at DGI gør det".
Elementer findes i DGI
Birgitte Nielsen og Dorthe With er enige om, at DGI allerede har en række elementer til en sundhedspolitik i form af:
- foreningsfitness
- rygtræning
- kvalitetssikring i de foreningsbaserede motionscentre
- flere store gymnastikforeninger i deres arbejde
- Vejen Idrætscenter med dets alsidige tilbud
"Der er foreningsledere, der vil det og gøre det - de ved, at sundhedsopgaven er der og vil gerne tage den på sig", insisterer Dorthe With.
"Vi skal blot gøre mere opmærksom på de gode eksempler. Men en sundhedspolitik vil gøre det klart, hvem der gør hvad", tilføjer hun.
Opdateret 27. oktober 2010 Af Steen BilleEjer: Kommunikationsafdelingen